Det endte gruelig galt, da en motorcyklist onsdag sparkede ud efter en bil på en motorvej nær Los Angeles.

I en video, der har delt sig som en steppebrand på de sociale medier, kan man se motorcyklisten sparke ud efter en grå Nissan Sentra. I hvad der ligner et forsøg på at ramme motorcyklisten, drejer bilisten skarpt til venstre, hvorefter han mister herredømmet over bilen.

Først ryger han en tur ind i autoværnet for bagefter at køre på tværs af den mangesporede motorvej og brage direkte ind i en hvid Cadillac Escalade.

Føreren i den grå Nissan, der ifølge flere amerikanske medier slap uden skader, gik ifølge faderen i panik, da motorcyklisten angiveligt trak en kniv, mens de kørte ved siden af hinanden.

Det fortæller han til det lokale medie CBS Los Angeles, der også har opsøgt den mand, der kørte i den hvide Cadillac. Det var den 75-årige Carlos Benavidez, som var på vej på arbejde onsdag morgen.

»Da jeg mærkede sammenstødet, og min bil begyndte at rulle, så jeg ikke noget. Kun asfalt og himmel. Da jeg lå stille, kiggede jeg rundt og trak stadig vejret. Det var et plus,« siger han til mediet.

Politiet er nu i færd med at undersøge sagen nærmere og vil gerne i kontakt med motorcyklisten, som endnu ikke har meldt sig.