Stella Pirko og Anthony Meyers havde barn på vej og havde så småt begyndt planlægningen af et stort bryllup, hvor datteren skulle være til stede.

Men 28 uger inde i graviditeten bragte lægerne fra Liverpool Hospital i Sydney, Australien, dårligt nyt. Datteren, som de havde navngivet Krystal Rose, havde en forstørret blære. Den pressede på alle hendes andre organer, hvorfor lægerne ikke kunne se andre udveje end at abortere. Det skriver australske 9News.com.au.

Planen for det ulykkelige par var, at Krystal Rose skulle obduceres, og der skulle foretages en gen-test. Dette skulle være med til at forklare, hvad der havde ført til den tragiske hændelse. Det kunne forhåbentlig også give parret vished om, hvad risikoen var for, at det ville gentage sig ved fremtidige graviditeter.

Men obduktionen og prøverne blev aldrig foretaget. I stedet blev datteren efter ni dage udleveret til bedemanden, hvor hun blev kremeret. Det skete i november sidste år - knap en måned efter lægerne havde givet de vordende forældre den dårlige nyhed.

»Vi stolede på, at de ville gøre deres job og finde ud af, hvad der skete med vores baby. Vi fatter ikke, hvordan det kunne ske,« siger den chokerede Stella Pirko til tv-kanalen.

Anthony Meyers tilføjer:

»Nu står vi her, fem måneder efter at barnet kom til verden, og vi har ingen svar. Hvad er risikoen for, at det her sker igen?« siger han.

Hospitalet har forklaret sig med, at de havde fyret deres fuldtidsmedarbejder i lighuset, og de undskylder for episoden. Den undskyldning fortæller parret, at de ikke kan bruge til noget som helst.

Den tragiske hændelse har haft store personlige konsekvenser for dem. Stella Pirko oplyser, at hun bliver behandlet for posttraumatisk stress syndrom.