Malaysias regering strammer sin anti-homo-dagsorden og vil bremse udbredelsen af »den usunde livsstil«.

MALAYSIA: Er drengebørn homoseksuelle, hvis de har lyst tøj på eller går med store håndtasker?

Det mener regeringen i Malaysia, der afholder kurser for at hjælpe skolelærere og forældre til at opdage tegn på homoseksualitet hos børn.

I marts annoncerede regeringen sin plan om at bremse »problemet« med homoseksualitet - især blandt landets muslimer, der udgør 60 procent af knap 29 millioner indbyggere.

Siden har landets lærerforening afholdt 10 kurser over hele landet, og det seneste havde godt 1.500 deltagere.

- Kurserne er multireligiøse og multikulturelle events, trods alt. Alle religioner er dybest set imod den slags adfærd, siger en unavngiven kilde fra lærerforeningen til avisen The Guardian.

Skolelærerne og forældrene lærer for eksempel under kurserne, at de kan kende en homoseksuel dreng på hans stramme tøj i lyse farver eller store håndtasker. En pige kan være lesbisk, hvis hun ikke udviser hengivenhed over for mænd, og hvis hun kan lide at hænge ud og sove sammen med andre af samme køn.

Onsdagens kursus blev afholdt af Malaysias vice-undervisningsminister, Puad Zarkashi. Ifølge det malaysiske nyhedsbureau Bernama sagde han efterfølgende, at man vil bremse udbredelsen af »den usunde livsstil«, hvis man opdager tegn på homoseksualitet i en tidlig alder.

- Unge mennesker bliver let påvirket af hjemmesider og blogs, der beskæftiger sig med LGBT (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle, red.). Dette kan også sprede sig blandt deres venner, og vi er bekymrede for, at dette sker under deres skolegang, sagde Zarkashi ifølge The Guardian til nyhedsbureauet.

Den malaysiske regerings nultolerance over for homoseksuelle er steget de seneste år. Sidste år åbnede en af landets østlige regioner, Terengganu, for eksempel en lejr for feminine drenge, hvor drengene skal lære at blive til rigtige mænd.

I Malaysia giver sex mellem to af samme køn eller oralsex fængselsstraffe på op mod 20 år.