Amerikanerne, som stod bag bombningen af hospital i Kunduz, bør ikke stå bag rapport, lyder det.

Washington: Det skal ikke være amerikanerne selv, der undersøger bombningen af Læger uden Grænsers hospital i Kunduz i Afghanistan i fjor.

Der bør laves en uafhængig undersøgelse, mener læge og feltarbejder i organisationen Morten Rostrup.

- Det er meget specielt at høre, at det kan ske. At så meget går galt i så mange led er helt utroligt. Man kan undre sig over, hvad slags krigsføring, der her er tale om, siger Rostrup til nyhedsbureauet NTB.

Fredag fremlagde de amerikanske myndigheder en 3000 sider lang rapport, hvor de har undersøgt sig selv i forbindelse med bombningen af sygehuset i oktober sidste år, hvor mindst 42 mennesker blev dræbt.

Forsvarsministeriet Pentagon konkluderer, at bombningen ikke var en krigsforbrydelse, men i stedet skyldes en lang række fejltagelser.

Men det giver Morten Rostrup ikke meget for.

- Her må man have en mekanisme for uafhængig granskning. Der er mange ubesvarede spørgsmål om, hvorvidt dette skete med vilje. Det må komme klart frem om der er tale om grov uagtsomhed.

- Hvis der er det, kan det dreje sig om en krigsforbrydelse, siger lægen til NTB.

/ritzau/NTB