Den amerikanske efterretningstjeneste, FBI, er lige nu i gang med at efterforske en makaber sag på et sygehus i Chicago i USA.

Det er netop kommet frem, at sygehuset "Sacred Heart" i Chicago er blevet anklaget for at have udført en række unødvendige indgreb på patienter, hvor de har fået skåret et hul i struben, en såkaldt trakeotomi, som normalt bruges ved patienter, der har problemer med luftvejene. Det skriver det amerikanske nyhedssite Bloomberg.

Lægerne på sygehuset skal ifølge FBI havde medicineret de amerikanske patienter så meget, at de ikke selv har været i stand til at trække vejret og derved fremprovokeret behovet for et indgreb

Hver gang sygehuset har foretaget en operation, har det udløst 160.000 dollar svarende til cirka 900.000 kr. Det skyldes, at sygehusets patienter overvejende er folk på overførselsindkomst , der er tilknyttet et særligt program kaldet "Medicare" eller "Medicaid", som udløser penge fra staten.

FBI har tidligere anklaget og arresteret sygehusets ejer og direktør, Edward Novak, samt fem ansatte. Han skulle ifølge skjulte optagelser, foretaget af FBI, have kaldt indgrebet for "sygehusets største indtægtskilde".

Ifølge flere patientjournaler er der ingen logisk forklaring på, hvorfor indgrebene har været nødvendige. Og en sygeplejerske har forklaret myndighederne, at beslutningen ofte har været 'grebet ud af det blå'.

En kirurg på sygehuset har foretaget 28 indgreb. Heraf er fem døde to uger efter operationen. FBI efterforsker fortsat sagen.