Arkivfoto af den norske læge Erik Fosse, som ofte tidligere har været udsendt for Læger uden grænser. Her er det under krigen mellem Israel og Palæstina i 2008 til 2009.
Arkivfoto af den norske læge Erik Fosse, som ofte tidligere har været udsendt for Læger uden grænser. Her er det under krigen mellem Israel og Palæstina i 2008 til 2009. Foto: REUTERS/Ismail Zaydah
Som udsendt for Læger uden grænser har han set lidt af hvert. Alligevel er den norske læge Erik Fosse chokeret over, hvad han i disse dage er vidne til i Gaza.

- Det er groteske skader. Vi får tilskadekomne ind med halve hoveder, som er sprængt i stykker, kropsdele... Det er helt ubeskriveligt, siger han til norske Dagbladet og fortsætter:

- Det er dramatiske scener her hver dag. Folk siger, at denne militæroperation er den værste, de har oplevet. I forhold til krigen i 2008 til 2009 er der færre brag. Men den gang bombede de offentlige bygninger. Nu bomber de private hjem, mens folk sover, siger han videre.

I denne måned er der ramadan, faste-måneden, hvilket betyder, at familier samles efter solnedgang for at spise dagens eneste måltid.

Og et af de private hjem, som har lidt et af de største civile tab i denne nye krig mellem Israel og Palæstina, er familien Al-Batsh, hvis hjem lørdag aften var målet for en af de israelske bomber.

30 familiemedlemmer var samlet til måltidet. 18 blev dræbt. Heraf fire børn og fire kvinder.

Huset tilhørte Hamas' politi-chef Tayseer al-Batsh, som ikke er blandt de dræbte, men blev svært såret under bombeangrebet, der jævnede familiens hus.

Ifølge Dagbladet - som har udsendte i området - blev der en del af søndagen ledt efter rester af de døde familiemedlemmer i murbrokkerne.

Når private hjem i denne krig i stor udstrækning er mål for israelernes bomber, skyldes det ifølge Israel selv, at Hamas har gemt store lagre af bomber i kældrene under husene.

- Jeg tror ikke på det, siger den norske læge Erik Fosse til Dagbladet.

- Israelerne har dræbt børn. Og når de har brudt det 6. bud, kan de også bryde andre. Det er ikke ensbetydende med, at folk her er engle, men jeg tror ikke på nogen af de israelske påstande, siger han.

Søndag aften ventes at angrebene fra begge sider at tage til.
 




 
SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook