En læge er blevet idømt en betinget dødsstraf for at sælge nyfødte babyer fra et hospital i det nordvestlige Kina. Lægen bildte forældrene ind, at babyerne var syge eller døde, før hun solgte dem videre til menneskehandlere.

KINA: Lægen Zhang Shuxia er ved en domstol i Kina tirsdag blevet idømt en betinget dødsstraf for at stjæle og sælge nyfødte babyer fra et hospital i provinsen Shaanxi i den nordvestlige del af landet.

Den tidligere fødselslæge blev dømt for at have solgt syv nyfødte babyer, hvoraf den ene senere døde, til menneskehandlere. Det rapporterer flere internationale nyhedsbureauer ifølge Al Jazeera.

Zhang Shuxia fik fat i babyerne ved at bilde deres forældre ind, at de enten var meget syge eller døde, hvorefter hun kontaktede menneskehandlere, som hun solgte babyerne til for op mod 42.500 kroner per styk. Blandt andet havde lægen sidste år bildt en mor ind, at den ene af hendes tvillingedøtre var død af sygdom, mens den anden havde defekte arme og ben.

En anden baby, som Zhang Shuxia havde solgt videre til en menneskehandler, blev senere fundet død i en grøft, oplyser domstolen.

Zhang Shuxias forretning blev opdaget i juli sidste år, da en mor fattede mistanke om, at hendes baby var blevet bortført. Moren kontaktede politiet, og barnet blev efterfølgende fundet i god behold i naboprovinsen Henan. Kort tid efter blev Zhang Shuxia anholdt.

Nogle af de babyer, hun havde solgt, blev senere fundet af politiet og genforenet med deres forældre.

Titusinder af børn menes hvert år at blive stjålet i Kina. Langt de fleste tyverier sker for at imødekomme den efterspørgsel, der opstår som følge af landets etbarnspolitik og den traditionelle præference for sønner.

For nylig lempede Kina etbarnspolitikken, der har været gældende siden 1979, således at par, hvor den ene forælder selv er enebarn, fremover må få to børn.

Det forventes, at Zhang Shuxias betingede dødsstraf bliver reduceret til livsvarigt fængsel.