SYRIEN: Det syriske styre har kastet tøndebomber over byerne Al-Bab og Qbasin i Aleppo i Syrien. Flere kvinder og børn meldes dræbt i angrebene.

Det oplyser aktivistgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der monitorerer dødstallet fra borgerkrigen i Syrien.

»Mindst 37 civile, herunder syv børn, tre teenagere og to kvinder, blev dræbt i den syriske hærs luftangreb,« oplyser aktivistgruppen ifølge dailymail.co.uk.

Ud over de dræbte meldes adskillige andre alvorligt såret i angrebene.

Tøndebomber består typisk af sprængstof af kunstgødning og olie, der sammen med metalskrot, søm og skruer er hældt i en tom olietønde eller en gammel vandbeholder.

Bomberne bliver rullet ud fra fly og skaber store ødelæggelser, hvor de rammer.

BNB