Det var satire-tegneren Corine Rey, der blev truet med pistol til at lukke gerningsmændene ind i bygningen, hvor det satiriske magasin Charlie Hebdo har redaktionslokaler i Paris. Det har hun angiveligt fortalt til mediet Humanité ifølge France 24.

Få minutter efter hun havde lukket gerningsmændene ind i bygningen, skød de hendes kollegaer på magasinet.

»De skød Wolinski og Cabu... Det tog omkring fem minutter og jeg gemte mig under et skrivebord. De talte perfekt fransk og sagde, at de var Al Qaida,« har satire-tegner Corine Rey sagt ifølge France 24.

Overblik: Det ved vi lige nu om massakren i Paris

Mindst to hætteklædte mænd stormede det franske satiremagasin Charlie Hebdos redaktion i Paris ved 11.30-tiden onsdag.

12 personer meldes dræbt heriblandt to politibetjente og fire af Frankrigs største satire-tegnere.

Fem personer er hårdt såret.

Gerningsmændene forlod stedet før de senere kaprede en bil. De er stadig på fri fod.

Præsident Francois Hollande kalder det for et terrorangreb, og Frankrig er i højeste terrorberedskab.

Charlie Hebdo har tidligere været udsat for angreb, bl.a. som følge af deres publicering af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i 2011.