SAUDI-ARABIEN: To saudiarabiske kvinder, der har trodset et forbud mod kvindelige bilister, skal angiveligt stilles for en særlig domstol for terrorforbrydelser.

Saudiarabisk aktivist og forfatter Hala al-Dosari siger ifølge bbc.com, at overførslen af de to kvinders sager til særdomstolen i Riyahd er udtryk for myndighedernes fortsatte forsøg på at holde opstand og uenighed nede.

»Det er ikke et enkeltstående tilfælde,« siger hun.

Den ene af de anholdte kvinder er 25 år. Hun blev anholdt, da hun forsøgte at køre ind i Saudi-Arabien fra nabolandet Forenede Arabiske Emirater.

Den anden kvinde er journalist og 33 år. Hun blev ifølge bbc,com anholdt, da hun ankom til grænsen for at støtte den 25-årige kvinde, som gennem det meste af en dag ventede for at komme over grænsen.

Folketingsmedlem for Venstre Jakob Engel-Schmidt (V) skriver på Twitter, at han håber, at Danmarks ambassadør i Saudi-Arabien »leverer en højlydt protest imod den middelalderlige tankegang og bizarre retspraksis.«

BNB