Kunstneren Marco Evaristti vakte i 2000 opsigt med sit kunstværk med guldfisk i blendere, som publikum kunne tænde for.

Sidste år truede kunsteren Ibi-pippi med dagen efter at stene en levende kat i en sort affaldssæk.

Og i disse dage går den australske kunstner, Sophia Hewson så skridtet videre og udstiller et kunstvæk i form af en video, hvor hun filmer sin egen voldtægt.

Videoen varer tre minutter, og viser Sophia Hewsons ansigt under voldtægten. Hun kigger ud på os, mens hun bliver voldtaget. Det eneste vi ser af voldtægtsmanden er hans hænder og arme. For Sophia Hewson vil ikke have os til at fokusere på voldtægtsmanden, men på kvinden, der bliver voldtaget.

Hun vil have os til at overveje vores holdning til kvinder, der bliver voldtaget. Om der er noget i vores kultur, der fastholder kvinder i offerrollen.

Sophia Hewson havde selv arrangeret voldtægten i sin lejlighed i New York, hvor hun havde aftalt med en fremmed, at han skulle komme og voldtage hende.

Kunstværket har titlen 'are you ok bob', hvilket var det første hun sagde til sin voldtægtsmand efter voldtægten.

Sophia Hewson fortæller selv om titlen, at her er hendes intension at sætte fokus på kvinders uudslukkelige behov for at sætte andres følelsesmæssige trivsel før deres egen. Selv efter en voldtægt.

»Centralt for mit arbejde er, at voldtægt er mere end en uønsket seksuel handling. Hvis voldtægt er det ultimative våben for mandlig dominans, så kan vi afmontere den form for magt ved at afmystificere den,« siger Sophia Hewson.

Hun mener, at vi er blevet vant til at se billeder af kvindelige forslåede ofre efter en voldtægt. Og disse billeder mener hun er med til at fastholde mænds magt og dominans.

»Det er helt essentielt for et patriarkat, at voldtægt er tabu. For hvis vi afmystificerer akten og udfordrer skammen, vil vi fjerne frygten, som er med til at skabe undertrykkelse,« siger Sophia Hewson.

Hun sætter spørgsmålstegn ved, om vores kulturelle opfattelse af voldtægt ikke er med til at fastholde traumerne efter en voldtægt. Hvis vi ser den voldtagne kvinde som 'offer', så er det med til at cementere, hvordan vi forventer, kvinder reagerer.

»I et partriarkat er vi tvunget til at vælge mellem billederne af 'en ødelagt kvinde' eller 'en skyldig luder' og af en 'dæmonisk skurk' eller en 'forfulgt mand'. Jeg var interesseret i, hvad vi gør med billeder som på en eller anden måde er antropologisk umulige, men hvor vi selv skaber billledet af offeret«.

Og det er det, hun selv har gjort med sit videokunstværk.

Udstillingen vises på Mars Gallery i Melbourne, Australien fra 19. maj til 2. juni.