En kvindelig lærer fra Californien skal for retten, efter hun har indrømmet at have haft et seksuelt forhold til en elev.

Justine Nelson er tiltalt for at have begået flere seksuelle forbrydelser mod en 13-årig elev, som hun ikke var lærer for, da hun arbejdede som vikar på Tenaya Middle School i byen Fresno i den amerikanske delstat, skriver det lokale medie KFSN-TV.

Den 30-årige lærer, der var gift, tog angiveligt initiativ til det opsigtsvækkende forhold sidste år, da hun mødte den 13-årige dreng på en gang på skolen.

»Han sagde, at fru Nelson gik hen til ham en dag og spurgte ham, hvorfor han aldrig talte til hende og sagde, at han var sød,« siger Malcolm Walls fra politiet i Fresno.

Derfra udviklede forholdet sig, og teenageren, der nåede at fylde 14 år, mens de var sammen, hævder ifølge Fox News, at de i starten kyssede, inden det udviklede sig til sex.

Sagen startede ifølge politiet, efter nøgenbilleder af læreren dukkede op på sociale medier. Billeder, som eleven skulle have delt online.

»Han (drengen, red.) sagde, at det var seksuelle nøgenbilleder,« siger Malcolm Walls.

Justine Nelson forklarede først, at det var eleven, der havde kastet sig over hende, men ifølge efterforskerne har hendes forklaring sidenhen ændret sig markant, og hun har nu indrømmet at have haft et seksuelt forhold til drengen, skriver KFSN-TV.

Hun skulle ifølge det lokale medie også have sendt sedler til eleven, hvor hun erklærede sin kærlighed til ham.

»Han var bange. Han var ikke sikker på, at han skulle sige noget som helst, fordi fru Nelson havde sagt til ham, at det ville ødelægge hendes familieliv og hans sportskarriere, hvis han gjorde,« siger Malcolm Walls fra politiet i den californiske by.

Den 30-årige kvinde, der også er mor, blev efter eget udsagn dog også udsat for trusler fra eleven, der angiveligt truede med at ødelægge hendes karriere og få hendes barn fjernet.

Nu skal sagen for retten. Hvis 30-årige Justine Nelson bliver dømt, risikerer hun op mod 14 års fængsel.