Stacey Evette Bond skulle lørdag giftes med sin forlovede. I stedet blev hun begravet, da hun døde af et formodet hjertestop.

Kirkeklokkerne kimede i lørdags anderledes, end de plejede i byen Bluffton i South Carolina. Stacey Evette Bond og Guy Weaver skulle vies foran 300 venner. I stedet blev det dagen, hvor de sagde farvel til den 41-årige brud.

Det skriver Daily Mail.

Stacey Evette Bond havde længe planlagt det perfekte bryllup, men 12. august fik hun, hvad den forlovede tror, er et hjertestop. Knuste besluttede familierne, at de ville gennemføre begravelsen i samme tema, som Stacey Evette Bond havde ønsket det til brylluppet.

Derfor blev hun begravet i den brudekjole, hun sammen med sin mor havde valgt. Guy Weaver, den nu efterladte brudgom, ville også bære den hvide smoking, han havde planlagt at bære til brylluppet.

Den nu afdøde Stacey Evette Bond.
Den nu afdøde Stacey Evette Bond. Foto: Facebook, privatfoto
Vis mere

Samtidig fortalte moderen til Stacey Evette Bond, at hun ikke ønskede, at nogen ved brylluppet skulle bære sort. Begravelsen i kirken blev afholdt på samme måde som et bryllup. På samme måde skulle mindehøjtideligheden, der blev holdt i en have, også pyntes op efter brylluppets tema ’peaches and cream’.

Selvom familien udviser et kæmpe overskud, er det stadig noget, der gør rigtigt ondt, fortæller moderen til Stacey Evette Bond

»Jeg kæmper for at komme gennem sorgen. Hun er min datter, og jeg skal begrave hende i sin brudekjole. Men vi er kede af det. Gud laver ingen fejl. Han sendte Stacey for at udføre et job. Hun gjorde sit job, og var, hvem hun var. Hendes fire børn skal nok blive helt okay,« sagde moderen til The Island Packet.

Det er stadig ikke fastlagt, om det var et hjertestop, der er dødsårsagen.