En kvinde er søndag død efter et ulveangreb i Kolmården Dyrepark i Sverige. Det skriver svenske Aftonbladet.
Hændelsen fandt sted kort efter klokken elleve søndag formiddag i dyreparken, der ligger sydvest for Stockholm.
Kvinden, der ifølge Aftonbladet var dyrepasser, befandt sig inden for en indhegning, hvor havens gæster har mulighed for at opleve dyrene på tæt hold, da hun blev omringet og angrebet.
Fem ambulancer blev sendt til stedet, hvor man også forsøgte at bedøve de andre ulve i området.
- Man kunne først ikke komme ind til den dræbte person, det går ikke bare at gå ind i en ulveflok, siger Jan Tengeborg, leder af redningstjenesten i Norrköping, ifølge Aftonbladet.
Senere havde redningsarbejdere dog mulighed for at komme ind til den dræbte kvinde i indhegningen og få hende med ud.
Dyreparken har nu oprettet et kriseteam til de mennesker, der oplevede angrebet.



