En 39-årig mand fik sig noget af et chok, da han fandt ud af, at hans forlovede alligevel ikke var død.

Det, der skulle være en hyggelig sommertur, endte med, at Keith Hughes blev rasende på sin forlovede, Stacey Gwilym, på stranden ved Caswell Bay i Wales. Et skænderi udviklede sig så voldsomt, at den 39-årige mand angreb og kvalte sin kommende kone.

Da han troede, hun var død, begravede han hende under et lag af kviste og blade, tog hendes hævekort og bil og stak af.

Bilen kørte han hjem til sin lejlighed, hvor han gik ombord i vodka-flasken, inden han senere kørte bilen i smadder. Efterfølgende blev manden anholdt af politiet. Det kan han dog ikke huske på grund af sin brandert. Det skriver Daily Mirror.

Da Keith Hughes blev anholdt, fortalte han politiet, at de aldrig ville finde hans forlovede. Men han tog heldigvis frygtelig fejl. Politiet kunne nemlig fortælle, at Stacey Gwilym ikke længere var begravet, men var i levende live.

Kvinden var besvimet, da hendes forlovede tog fat om halsen på hende. Hendes manglende modstand og slappe krop havde formodentlig fået Keith Hughes til at tro, at han havde slået sin kæreste ihjel. Og angiveligt panikkede han og forsøgte at skjule hende dybt ind i et buskads, hvor han dækkede hende med kviste og blade, så hans hemmelighed aldrig ville blive afsløret.

Stacey Gwilym husker ikke selv, hvad der skete under skænderiet. Hun var derfor helt rundt på gulvet, da hun kom til sig selv. Alligevel lykkedes det hende at komme ud og alamere politiet.

Stacey Gwilym blev forsøgt kvalt af sin forlovede, Keith Hughes.
Stacey Gwilym blev forsøgt kvalt af sin forlovede, Keith Hughes. Foto: Wales News Service
Vis mere

Det var dog ikke første gang, Keith Hughes havde angrebet Stacey Gwilym. I 2013 blev han idømt tre år og ni måneders fængsel for tre forskellige angreb på hende.

Mens han afsonede sin straf skrev Stacey Gwilym breve til ham, og da han blev løsladt genoptog de forholdet. I sommer sagde hun ja til at blive gift med ham. Men efter skænderiet kommer det næppe til at ske.

»Det var frygteligt, men jeg vil bare videre med mit liv. Jeg har brug for en helt ny start, uden at han er en del af mit liv,« siger Stacey Gwilym til Daily Mirror.

Keith Hughes er blevet kendt skyldig i mordforsøg og står nu til at skulle tilbringe resten af sit liv i fængslet.