Kup-officerer dømt i Tyrkiet

Flere hundrede officerer dømt i tyrkisk retssag for kupplaner mod landets islamistiske regering.

TYRKIET: En tyrkisk domstol har idømt 322 officerer i landets militær fængselsstraffe for kupplaner mod landets moderat islamistiske regering under ledelse af Recep Tayyip Erdogan, skriver Reuters.

Tidligere fredag blev tre generaler idømt fængsel på livstid for at have hovedmænd bag kupplanerne, der gik under kodenavnet »Operation Sledgehammer« eller »Operation Forhammer«. De vil dog kun skulle afsone 20 år.

Ifølge anklagerne skulle den nye regering under Tayyip Erdogan destabiliseres med en række attentater rettet mod civile mål, fordi regeringen, der kom til magten for en halv snes år siden, ville svække militæret magt.

Det tyrkiske militær har tidligere ved fire lejligheder afsat tyrkiske regeringer ved at gennemføre et kup. Den praksis fandt sted tre gange mellem 1960 og 1980 samt i 1997, hvor den første islamistiske regering blev tvunget væk.

Ifølge anklagerne var det planen i Operation Sledgehammer« at bombe to historiske moskeer i Istanbul og udløse en militær konflikt med Grækenland for at bane vej for et militærkup.

De tre dømte generaler var ifølge CNN den tidligere chef for luftvåbnet, den tidligere chef for den tyrkiske flåde og den tidligere hærchef. Blandt de andre dømte tidligere højtstående officerer var seks andre generaler samt et tidligere medlem af parlamentet.

Retssagen har stået på i to år og er stærkt kontroversiel, fordi den i dele af det tyrkiske samfund alene ses som politisk motiveret og orkestreret af premierminister Erdogan, hvilket også er blevet fremført af forsvarerne.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her