Kun hver femte adspurgt i 37 lande har tiltro til Donald Trumps udenrigspolitik, viser ny stor undersøgelse.

Washington. Få uden for USA har tillid til præsident Donald Trumps udenrigspolitik.

Det viser en verdensomspændende undersøgelse fra det amerikanske analyseinstitut Pew Research Center.

Blot 22 procent af befolkningen i 37 lande har således tiltro til Trumps politik for internationale anliggender.

Størstedelen af de flere end 40.400 adspurgte i undersøgelsen tager også afstand fra andre af Trumps politikker.

Det gælder blandt andet hans løfte om at bygge en mur langs grænsen til Mexico og midlertidigt at stoppe al indrejse fra borgere fra seks lande med overvejende muslimske befolkninger.

Når det kommer til personlighedstræk ser over halvdelen af de adspurgte Donald Trump som en stærk leder. Det opvejes dog af et større flertal, der beskriver præsidenten som arrogant, intolerant eller farlig.

Blandt de 37 lande, der er med i undersøgelsen, scorer Trump kun en højere karakter end sin forgænger, Barack Obama, i to lande: Rusland og Israel.

Tiltroen til Trumps udenrigspolitik på 22 procent markerer et voldsomt fald fra Obamas sidste år som præsident i 2016. Her udtrykte 64 procent tillid til Obamas evne til at styre USA's rolle i verden.

Trumps største gruppe af tilhængere finder man i Filippinerne. Her siger 69 procent, at de har tillid til ham.

Andre lande, hvor mere end halvdelen af befolkningen støtter Trump, omfatter Nigeria og Vietnam med en opbakning på 58 procent. I Israel er det 56 procent, mens det gælder 53 procent i Rusland.

Danmark er ikke med i undersøgelsen, som Pew Research Center har gennemført hvert år siden 2002 under George W. Bushs første periode som præsident.

Opbakningen til Bush faldt, da USA invaderede Irak i 2003. Og ved slutningen af hans anden embedsperiode havde kun 27 procent tillid til hans udenrigspolitik i de 26 lande, der var med i den daværende undersøgelse.

Opbakningen til USA's præsident steg igen i 2009, da Barack Obama overtog embedet.

Blandt de undersøgte 37 lande viste gennemsnitligt 64 procent af befolkningen tillid til Obama i slutningen af hans anden embedsperiode. I Mexico gjaldt det hele 94 procent.

/ritzau/AP