RUSLAND: Rusland og Tyrkiet har længe haft et godt forhold. Men det ser ud til officielt at være begravet nu.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har nemlig ifølge Reuters underskrevet et dekret, der betyder, at Rusland øjeblikkeligt vedtager en stribe økonomiske sanktioner mod Tyrkiet.

Det sker under en uge efter, at Tyrkiske F16-kampfly skød et russisk kampfly ned på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien, efter det russiske kampfly havde krænket tyrkisk luftrum.

Dekretet underskrevet af Vladimir Vladimirovitj Putin, som er blevet lagt frit tilgængeligt på Kremls hjemmeside, skal sætte en stopper for import af flere tyrkiske varer til Rusland samt begrænse rejser til Tyrkiet.

Men her stopper russerne ikke. Der indføres nemlig også en række restriktioner for tyrkiske virksomheder i Rusland samt for russiske virksomheder, der ønsker at ansætte tyrkiske medarbejdere, skriver Reuters.

Flere af sanktionerne, som er beskrevet i dekretet, er allerede blevet præsenteret tidligere på ugen, efter den diplomatiske uro de to lande i mellem blussede op efter nedskydningen af det russiske fly.

»Dekretet er skabt for at sikre Ruslands nationale sikkerhed og beskytte russiske borgere mod kriminelle og ulovlige aktiviteter,« står der blandt andet i dekretet, skriver Reuters.

Sanktionerne kan vise sig at få stor betydning for de op mod 200.000 tyrkere, der formodes at opholde sig og arbejde i Rusland.

Tyrkiet sælger primært fødevarer og tekstiler til Rusland.