Den amerikanske krigsveteran Merrill E. Newman har været tilbageholdt i Nordkorea mistænkt for krigsforbrydelser. Han er lørdag vendt hjem til USA.

USA: Den 85-årige amerikanske krigsveteran Merrill E. Newman er lørdag vendt tilbage til USA efter at have været tilbageholdt i mere end en måned i Nordkorea, hvor han var mistænkt for krigsforbrydelser i forbindelse med Korea-krigen for 60 år siden. Den pensionerede soldat landede tidligere i San Francisco, skriver Reuters.

Tidligere lørdag skrev Nordkoreanske medier, at løsladelsen af Merrill E. Newman sker af humanitære årsager, og at »Newman har erkendt og undskyldt sine forbrydelser«.

»Jeg er meget glad for at være på vej hjem igen. Jeg sætter pris på den tolerance, den nordkoreanske regering har vist mig, så jeg kan komme hjem. Jeg har det godt og vil hjem til min kone.« sagde Merrill E. Newman til journalister, da han lørdag ankom til Beijing i Kina.

Merrill E. Newman var udsendt af de amerikanske specialstyrker under krigen fra 1950 til 1953. Her arbejdede han sammen med guerilla-grupper bag fjendens linjer og kæmpede mod Nordkorea.

Ifølge den statslige TV-station KCNA var Newman »hjernen bag spionage og undergravende aktiviteter mod Nordkorea og involveret i drab på nordkoreanske soldater og uskyldige civile«.

Han blev under et besøg i Nordkorea 26. oktober hevet ud af et fly mod Beijing blot få minutter før afgang, men er nu ifølge de nordkoreanske myndigheder frigivet på grund af helbredsmæssige årsager, og fordi han har erkendt og undskyldt sine forbrydelser.

USA har lørdag hilst Nordkoreas frigivelse velkommen og straks opfordret Nordkorea til at løslade en anden amerikaner, missionæren Kennet Bae, som sidste år blev fængslet i 15 år for landsskadelig virksomhed mod landet.