Norge fejrer den 17. maj, at landet blev grundlagt for 200 år siden. Selvsagt er landets royale naboer indbudt til stor fest, men det har det svenske regentpar mærkværdigvis takket pænt nej til.

Normalt kan det gå at melde afbud til en fødselsdagsfest. Men i de norske medier og ikke mindst i befolkningen har det de seneste dage fyldt meget, at kong Carl Gustaf og dronning Silvia af Sverige af endnu uklare grunde har takket nej til at deltage ved fejringen af Norges 200 års fødselsdag.

- Den kongelige familie skal komme, fordi det er en stor begivenhed i den norske nations historie. De bør være med og glæde sig med nordmændene, siger Ole Kristian Grimnes, der er professor i norsk historie, ifølge hjemmesiden for den svenske avis, Expressen.

Ifølge det svenske kongehus' informationschef, Annika Sönnerberg, lyder forklaringen til expressen.se, at kong Carl Gustav kun deltager ved Sveriges fejring af egen nationaldag. Det er en linje, han har valgt at sætte for sine udlandsbesøg.

Dronning Margrethes og prins Henrik har meldt deres ankomst til festlighederne i maj.