JAPAN: Et kraftigt jordskælv på hele 8,5 på Richterskalaen fik lørdag bygninger i den japanske hovedstad, Tokyo, til at svaje.

Der var dog efterfølgende ingen tsunamiadvarsler eller oplysninger om alvorlige ulykker eller tilskadekomne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Jordskælvet ramte ud for Japans østkyst i en dybde af 590 kilometer. Rystelserne fra skælvet kunne trods dybden mærkes i det meste af Japan.

»Heldigvis er der en lille risiko for en tsunami, da jordskælvet var så dybt,« siger Naoki Hirata, der er jordskælvekspert, til det japanske medie NHK ifølge Reuters.

Der var heller ikke nogen oplysninger om problemer ved atomkraftværket i Fukushima, der i 2011 blev ramt af en delvis nedsmeltning, efter et jordskælv på 9,0 ramte havet øst for Japan og sendte en dødbringende tsunami ind over landet.

BNB