Uvejr i det nordlige Tyskland påvirkede fly og tog. Stormen væltede træer og kostede menneskeliv.

Offenbach. Mindst to mennesker har mistet livet i en storm, der natten til fredag fejede hen over det nordlige Tyskland.

En 50-årig mand blev dræbt, da stormen fældede et træ, som væltede ned over hans bil tæt ved byen Lüneburg.

På motorvejen lidt uden for Hannover mistede en 83-årig kvindelig bilist torsdag aften livet, da hun kørte ind i et træ, der var væltet ned over motorvejen.

En stor del af natten ruskede stormen stadig i hovedstaden Berlin.

Her skabte de kraftige vinde problemer for flytrafikken i lufthavnene Tegel og Schönefeld.

Væltede træer og andre ødelæggelser har desuden medført forsinkelser i meget af togtrafikken i det nordlige Tyskland fredag morgen, oplyser Deutsche Bahn.

I Bremen var 800 mennesker strandet på byens hovedbanegård og måtte overnatte på hotel.

Både her og i Hamburg, Hannover og Kassel stillede Deutsche Bahn sovevogne til rådighed, som de strandede passagerer kunne overnatte i.

I Hannover betød uvejret, at en koncert med rockbandet Guns N' Roses måtte afbrydes. Bandet spillede dog senere koncerten til ende for de 70.000 tilskuere, der var mødt frem.

/ritzau/dpa