»Det er ikke en knækket mand med isolationskader, vi ser her. Det er den samme ideologiske og personlighedsforstyrrede narcissist, som vi så for fem år siden.« 

Så kontant lød det fra advokat Adele Matheson Mestad, da hun i sine afsluttende bemærkninger fredag skulle forklare, hvorfor den norske stat ikke har gjort sig skyldig i at bryde menneskerettighederne under Anders Behring Breiviks isolationsfængsling de seneste fire år og otte måneder.

Selvom mange nordmænd håbede, at de aldrig mere skulle høre til eller om Anders Breivik, efter han blev idømt en forvaringsdom for at have dræbt 77 mennesker den 22. juli 2011, er der den seneste tid - igen - blevet åbnet for de endnu helende sår.

For i en improviseret retssal i Skien Fængslet er en jury i disse dage ved at afgøre massemorderens søgsmål mod den norske stat, som han anklager for brud på menneskerettighederne. Blandt andet fordi han ifølge egen forklaring er blevet kropsvisiteret nøgen flere hundrede gange, ikke må tale med nogen og har måttet drikke kold kaffe.

Breivik rystede kraftigt på hovedet

Den påstand havde Adele Matheson Mestad ikke meget til overs for. I stedet mente hun, at sagen er en hån mod retsstaten, og at Anders Breivik ikke har forandret sig det mindste, skriver norsk TV 2.

Den bemærkning fik Anders Behring Breivik til at kigge direkte på advokaten og ryste kraftigt på hovedet.

Indtil da havde han siddet og kigget ned i bordet foran sig under hele sin egen advokats procedure, men da Adele Matheson Mestad begyndte, holdt han sit blik rettet mod hende under hele hendes fremlægning.

»De unge, som overlevede massakren på Utøya, har måtte fortsætte deres liv med ubeskrivelige traumer, fordi en mand med et narcissistisk livssyn ville angribe vores demokrati og vores retsstat ved at tage terrorens feje virkemidler i brug,« sagde Adele Matheson Mestad.

'En hån mod retten'

Hun forklarede samtidig, at hun mente, Anders Breivik med sin opførsel i retten havde hånet den retsstat, som ellers havde taget hans sag alvorligt.

»At gøre brug af en nazihilsen i den retssal, der skal varetage netop hans retssikkerhed, er et misbrug. At han bruger sin egen partsforklaring til at fremme sine forvirrede krav som nationalsocialist er en hån mod en retsproces, som tager hans sag alvorligt. Det afslører også, at han er ude efter noget helt andet end det, han i sagsforberedelserne har brugt som argument for retssagen. Han giver på den måde også et tydeligt signal om, hvilken type opmærksomhed han er ude efter,« sagde Adele Matheson Mestad ifølge norsk TV 2.

Hun afviste dermed på vegne af staten, at Breivik skulle være blevet udsat for krænkelse af menneskerettighederne under sin isolationsfængsling.

»Statens syn efter fire dage kan kort opsummeres således: Sagsøger hverken er eller har været underlagt umenneskelig eller nedværdigende behandling,« sluttede hun.

Afgørelsen i sagen bliver meldt ud om nogle uger.