En butikschef i en svensk købmandskæde er kommet i strid modvind, efter det er kommet frem, at han har hældt en spand vand over en kvindelig tigger, der har udset sig netop hans forretning i Göteborg som stedet, hvor hun holder til.

Butikschefen selv siger, at han blot vaskede vinduer, og at såfremt den 28-årige bulgarske tigger, Valessa, er blevet våd, så er det helt tilfældigt og har aldrig været hans mening. Men overfor avisen GT fastholder den forbipasserende kunde, Per Adolfsson, som har skrevet om hændelsen på Facebook, at butikschefen gik målrettet, aggressivt og bevidst inde fra forretningen og direkte ud til tiggeren, som blev overøst med vand.

Beretningen om episoden er via sociale medier blevet delt igen og igen, og butikschefen og butikskæden er nu blevet lagt for had. Han beklager, hvis hans, i al fald påståede, forårsvask af forretningens vinduer har gjort tiggeren våd, men han nægter at have angrebet hende med vand.

Og han siger, at han nu alvorligt overvejer at politianmelde Per Adolfsson for ærekrænkelse.

- Jeg skal være den første til at beklage, hvis nogen har fået vand på sig. Men at jeg skulle have gjort det med vilje er helt vanvittigt, siger butikschefen til GT.

Men Per Adolfsson, som er chefredaktør på avisen Skriva, fastholder, hvad han har været vidne til.

Og han bakkes op af flere andre. En af dem er Lilian Pekkari, som driver en forretning lige på den anden side af gaden. Hun beskriver butikschefens adfærd overfor tiggeren sådan:

- Hun græd, og han var aggressiv og buldrende. Der er også sket lignende ting tidligere. Det er så rå en fremfærd og udtryk for sådan en menneskeforagt, siger hun.

Lilian Pekkari hjalp den ulykkelige tigger med at tørre sig, gav hende et kram og noget varmt, tørt tøj, som tiggeren kunne tage på i stedet for det gennemblødte, hun sad i.

Johanna Lihagen, som bor i nærheden, læste om episoden på Facebook, og hun gik med det samme ned til tiggeren, som hun plejer at give penge, for at vise sin sympati.

- Jeg kommer aldrig til at handle i den her butik mere, siger hun.