Det var symbolsk og på ingen måder tilfældigt, da den nye franske præsident i sidste uge gav Donald Trump et håndtryk, der bogstaveligt talt var til at tage og føle på. Emmanuel Macron afslører nu selv, at han ønskede at signalere, at han ikke er til at løbe om hjørner med.

Da den japanske premierminister Shinzo Abe - som den første statsleder - besøgte Donald Trump i Det Hvide Hus i januar, varede deres håndtryk hele 19 sekunder.

Den tyske kansler Angela Merkel fik slet ikke noget, da hun sad i Det Ovale Værelse og spurgte Trump, om de skulle udveksle håndtryk.

Foto: Michael Kappeler
Vis mere

Og vores egen Lars Løkke klaskede nævnen i Trumps fremstakte hånd som en krejler på Hjallerup Marked, da han besøgte Washington i slutningen af marts.

Foto: CARLOS BARRIA
Vis mere

Efter blot få måneder i embedet er Trumps håndtryk allerede legendariske, og videoklip af præsidentens møder med sine udenlandske kolleger får ofte Twitter til at koge.

Således også, da den franske præsident i sidste uge for første gang sad over for Trump.

Foto: POOL
Vis mere

Da den nyvalgte franske præsident sad over for Donald Trump, gav Emmanuel Macron nemlig sin amerikanske kollega et håndtryk, der var så langt og fast, at Trumps knoer til sidst var helt hvide.

Til sidst forsøgte Trump sågar at løsne grebet, men Macron holdt fast endnu et par sekunder.

Videoklippet af håndtrykket blev delt flittigt på Twitter, men også de etablerede medier, som eksempelvis den amerikanske tv-station CNN, bemærkede det.

Selv om det både blev opfattet som akavat og pinligt, var det på ingen måde tilfældigt.

Det afslører Macron nu over for den franske avis Journal du Dimanche.

»Mit håndtryk med ham var ikke uskyldigt«, siger Macron til avisen og uddyber:

»Man bliver nødt til at vise, at man ikke indgår nogle små indrømmelser, end ikke symbolske. Men det er også vigtigt ikke at gøre for meget ud af det«

Ikke desto mindre gjorde Macron det - tilsyneladende - igen, da han senere samme dag mødte alle Nato-ledere til topmødet. Macron gik yderst til venstre på den røde løber og havde direkte kurs mod Donald Trump, men da han kom hen til gruppen af stats- og regeringsledere, ændrede han i sidste øjeblik kurs og gik hen og gav hånd til Tysklands kansler Angela Merkel. Donald Trump var derimod en af de sidste, der fik lov at hilse på den nye franske præsident.

Som med alt andet med Donald Trump blev heller ikke dette møde forbigået på de sociale medier. Den franske præsident delte det sågar også selv fra sin egen Twitter-profil: 'I Bruxelles, forenet med vores allierede fra Nato.'