En 18-årig marokkaner er mistænkt for at stå bag knivangreb, hvor to blev dræbt, og otte blev såret.

Et knivangreb i Finland efterforskes som terrorisme. En 18-årig marokkaner er mistænkt for at stå bag angrebet, oplyser finsk politi følge nyhedsbureauet TT.

Gerningsmanden blev skudt og såret i benet af politiet. Han er anholdt.

Derudover er fem andre personer anholdt, men det er uklart, hvilken forbindelse de formodes at have til angrebet.

Den ledende kriminalkommissær Markus Laine fra det finske kriminalpoliti siger til AFP, at de fem anholdte havde opholdt sig i en lejlighed i Turku.

- Politiet er ved at efterforske, hvorvidt de har forbindelse til angrebet, siger Laine.

Det finske politi havde tidligere oplyst, at angrebet, der skete fredag, ikke blev efterforsket som et terrorangreb, men at intet var udelukket.

- To personer blev dræbt ved angrebet. De var begge finner, siger politiet i Turku lørdag.

Otte personer blev såret. Blandt de sårede var to svenskere og en italiener.

Knivstikkeriet skete fredag eftermiddag i byen Turku (Åbo) ved Trätorget i den centrale del af byen.

Et øjenvidne har fortalt finsk politi, at tre mænd løb og råbte "Allahu akhbar", der betyder "Gud er størst".

Laura Laine, der bor i Turku, befandt sig omkring 20 meter fra det sted, hvor knivstikkerierne fandt sted.

- Vi hørte, at en ung kvinde skreg højt i hjørnet af torvet. Vi så en mand på torvet, en kniv glimtede og blev viftet rundt i luften. Jeg forstod, at han havde stukket nogen med kniven, siger hun.

- Da det var sket, styrtede folk på pladsen inden for i sikkerhed, siger Laura Laine.

Beredskabet blev forhøjet landet over på blandt andet banegårde samt lufthavnen i hovedstaden Helsinki.

/ritzau/TT