De amerikanske sundhedsmyndigheder estimerer i en ny rapport, at mellem en halv og halvanden million afrikanere risikerer at blive smittet af ebola, inden epidemien kan forventes at være under kontrol.

USA: Det er nedslående tal, U.S. Center for Disease Control and Prevention (CDC) kommer med i en ny rapport, der giver sit bud på udviklingen i ebolasmitten i det vestlige Afrika.

Mellem 550.000 og 1,4 millioner mennesker kan nå at blive smittet i Vestafrika inden slutningen af januar, estimerer centeret ifølge Reuters.

Den livsfarlige blodvirus har foreløbigt kostet knap 3.000 mennesker livet, mens 5.864 menes at være blevet smittet af virussen, der forårsager voldsomme indre blødninger, der afslutningsvis sætter de vitale organer ud af drift.

CDCs rapport baserer sig på de foreløbige data omkring sygdommen - herunder tal på hvor mange andre, hver ebolaramt gennemsnitligt når at smitte.

Det højeste estimat - de 1,4 millioner - tager udgangspunkt i det scenarie, at der er langt flere smittede end hidtil antaget, som verdenssundhedsorganisationen, WHO, også har anerkendt, kan være tilfældet.

CDCs rapport tager dog ikke forbehold for, at USA for nylig har sendt 3.000 soldater ned til de vestafrikanske lande for at tage del i arbejdet med at inddæmme smitten. Og det er den slags handlinger, der er behov for, fastslår CDC.

»Omfattende og øjeblikkelige handlinger, som dem, der allerede er sat i gang, kan være med til at sætte en stopper for epidemien,« siger CDC i en udtalelse.

Tirsdag har et af de hårdest ramte lande, Sierra Leone, valgt at lukke grænserne til Liberia og Guinea i et forsøg på at stoppe smitten fra at brede sig yderligere.