Tusinder af skiturister - heriblandt danske - er fanget på det franske skisportsted Val Thorens, hvor en 50 tons tung klippeblok er væltet ned en vej, hvor den spærrer for al færdsel.

FRANKRIG: En 50 tons tung klippeblok er væltet ned på en bjergvej ved det sydfranske skisportssted Val Thorens og spærrer nu for al færdsel. Tusinder af turister og mange danske skigæster kan ikke komme hverken til eller fra skisportstedet og må vente i uvished, skriver bt.dk.

Direktør i Danski, Stig Pedersen, følger med i situationen, da rejsebureauet både skulle have gæster ned fra og op på bjerget i disse dage.

»Hovedvejen er total lukket. Lige nu kan vi ikke gøre andet end at afvente. Myndighederne er i fuld gang med at tjekke, hvor sikkert det er at køre igennem. Der er mulighed for, at andre klippeblokke også sidder løst,« siger han til BT.dk.

Stig Pedersen fortæller videre, at der i øjeblikket er »en helt sindssyg kø« på den spærrede vej. Lette biler kan tage en anden vej, men busser kan kun komme ned af bjerget ad den nu blokerede vej.

»Vores gæster bliver boende på hotellet og afventer. Vi ringede allerede til gæsterne i går - både dem, der allerede er af sted og dem, der skal. Så vi har ikke fået så mange opringninger i dag. Der er i øjeblikket 66 danskere på stedet og 66 på vej af sted,« siger han.

De, der stadig er på vej, bliver indlogeret på et hotel i en nabodal, oplyser direktøren. Dér må de afvente nyt om, hvornår de kan komme op til alpepisterne.

»Vi kan ikke gøre så meget andet lige nu. Politiet er meget tilbageholdende, og de har sat en geolog til at undersøge klippeblokken og finde ud af, om der er risiko for flere stenskred,« siger Stig Pedersen.