Der var tale om 'alternative fakta', da talsmanden for Det Hvide Hus lørdag langede ud efter pressen og påstod, at det var det største publikum, der nogensinde havde været, da Donald Trump blev taget i ed som præsident.

Sådan lyder den mildest talt alternative forklaring i hvert fald ifølge Donald Trumps nærmeste rådgiver Kellyanne Conway. Det skriver NBC News.

Lige siden Donald Trumps indsættelsesceremoni fredag har det været diskuteret ivrigt: Hvor mange mødte egentligt op for at se ham blive landets nye præsident?

Billeder af pladsen The National Mall i Washington D.C. blev hurtigt delt på de sociale medier, hvor forskellen på Barack Obamas indsættelse i 2009 og Donald Trumps indsættelse i 2017 virker tydelig, når det kommer til antallet af personer, der overværede det ske.

Flere medier skrev efterfølgende, at der var langt, langt færre til stede til Donald Trumps indsættelsesceremoni, men det er ifølge talsmanden for Det Hvide Hus, Sean Spicer, en lodret løgn. Det fortalte han lørdag på sit første pressemøde, hvor han kritiserede pressen for 'bevist fejlagtig dækning'.

»Dette var det største publikum, der nogensinde har overværet en indsættelse. Punktum,« sagde han.

Senere sammen dag insisterede Donald Trump også selv på, at der var langt flere til stede, end medier har beskrevet.

»Jeg holdt en tale. Jeg kiggede ud, og det lignede 1,5 millioner mennesker,« forklarede han.

Flere amerikanske medier har ellers med hjælp fra eksperter estimeret, at omkring 250.000 mennesker var mødt op ved Donald Trumps indsættelsesceremoni, mens det vurderes, at omkring 1,8 millioner mennesker var til stede, da Barack Obama blev indsat som præsident.

Det fik derfor NBC-journalisten Chuck Todd til at spørge Trumps nærmeste rådgiver, Kellyanne Conway, om, hvorfor Sean Spicer havde hævdet, at det var det største publikum nogensinde.

»Du siger, at det er falsk. Sean Spicer, vores talsmand, gav alternative fakta,« forklarede hun.

Kellyanne Conway.
Kellyanne Conway. Foto: CARLOS BARRIA
Vis mere

»Alternative fakta er ikke fakta, de er løgne,« svarede Chuck Todd igen.

Conway forsøgte ifølge NBC derefter at dreje samtalen over på noget andet, men senere i interviewet spurgte Todd igen Conway:

»Hvad var motivet til have denne latterlige sag om publikumsstørrelser?«

»Dit job er ikke at kalde noget for det, der bliver sagt af vores talsmænd og vores præsident, for latterlige. Det er ikke dit job,« lød svaret fra Conway.

»Kan du ikke venligst svare på spørgsmålet? Hvorfor gjorde han dette? Du har ikke svaret på det - det er kun ét spørgsmål,« sagde Todd.

»Jeg vil svare på denne måde: Tænk på, hvad du lige har sagt til dine seere. Det er derfor, vi føler os tvunget til at gå ud og rense luften og give alternative fakta,« lød det derefter fra Kellyanne Conway.

Du kan se en del af interviewet i klippet herunder:

Det har ikke været muligt præcist at finde ud af, hvor mange der deltog i indsættelsesceremonien. Hverken i 2009 eller i 2017. Men tal fra Washington D.C.'s offentlige transportsystem kan give et prej om det. De tal viser, at der i løbet af dagen for Trumps indsættelse var 570.557 passagerer, der rejste med offentlig transport, mens der under Obamas to indsættelser i 2009 og 2013 var henholdsvis 1,1 mio. og 782.000 rejsende.