Den amerikanske præsident Barack Obama blev onsdag nedstemt af Kongressen for første gang i sine næsten otte år som præsident.

På trods af at præsident Barack Obama havde nedlagt veto, vedtog Kongressen onsdag en lov der gør det muligt for amerikanske familier til terrorofre for angrebet den 11. september 2001 at sagsøge saudiarabere.

Præsident Barack Obama havde nedlagt veto mod forslaget med den begrundelse, at loven kan være en trussel mod amerikanske embedsmænds egen sikkerhed.

Det skriver The Guardian og flere internationale medier.

Alligevel valgte Kongressen onsdag at vedtage loven med et overvældende flertal.

Det er første gang i sin næsten otte år lange præsidentperiode, at Barack Obama har nedlagt et veto, der er blevet nedstemt af Kongressen, og The Guardian kalder også nederlaget for et 'markant politisk slag', mens flere andre amerikanske medier decideret betegner det som en ydmygelse af præsidenten.

Den nu vedtagede lov giver familier til terrorofre for angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 ret til at sagsøge Saudi Arabien, selvom en regel om national suverænitet tidligere har forhindret det. 15 af de 19 flykaprere indvolveret i angrebet den 11. september var fra Saudi Arabien.

Loven gælder, så snart det vedrører terrorisme begået inden for de amerikanske grænser.

Flere medlemmer af Kongressen har udtalt, at man har vedtaget loven, fordi man ønsker at give amerikanske familier mulighed for at opnå retfærdighed for deres efterladte gennem en eventuel retssag.

Præsident Obama udtaler, at han godt forstår, hvorfor man ikke har lyst til at stemme imod en lov, der udtrykker sympati med familier til de efterladte terrorofre, men problemet med loven er dog ifølge præsident Barack Obama at den omvendt også giver andre nationer mulighed for at sagsøge USA på samme måde.

»Den bekymring, jeg har haft, har intet at gøre med Saudi-Arabien i sig selv eller min sympati for 9/11-familier, det har noget at gøre med, at jeg ikke ønsker en situation, hvor vi pludselig skal stå til ansvar for alt det arbejde, vi laver hele verden,« siger Obama til CNN.

Han kalder samtidig Kongressens beslutning for en farlig præcedens.

Talsmanden for Det Hvide Hus, Josh Earnest, går så langt som at kalde det vedtagede lovforslag for »det mest pinlige, det amerikanske senat har gjort, sandsynligvis siden 1983.«

Også chef for CIA, John Brennan, advarer mod, at loven kan få store konsekvenser for den nationale sikkerhed i USA.

»Det mest ødelæggende konsekvens vil være for de amerikanske embedsmænd, der pligtskyldigt arbejder oversøisk på vegne af vores land. Princippet om suveræn immunitet beskytter amerikanske embedsmænd hver dag, og er forankret i gensidighed. Hvis vi undlader at opretholde denne standard for andre lande, placerer vi vores egen nations embedsmænd i fare,« siger han til The Guardian.

Loven blev dog vedtaget med stort flertal i Kongressen, der består af Senatet og Repræsentanternes Hus. I det amerikanske senat stemte 97 for og kun en imod, mens stemmetallene i Repræsentanternes Hus fordelte sig på 348 for og 77 imod.