En norsk mand var tirsdag morgen involveret i en trafikulykke i Flå kommune godt 80 kilometer fra Oslo, og mens han sad fastklemt i sin bil, fortalte han politiet noget ganske bizart; han stod bag drabet på sin egen kæreste.

Det skriver norske Dagbladet.

»Manden, som fortalte det her, er nu sigtet for drab. Han er såret og indlagt på sygehuset. Vi vurderer, at hans situation er sådan, at det ikke er muligt at afhøre ham nu. Vi antager, at kvinden blev dræbt engang i morges,« siger Per Thomas Omholt fra Sør-Øst politidistrikt til Dagbladet. De andre personer, som var involveret i trafikulykken, fik kun overfladiske skader, lyder det.

Efter mandens foruroligende afsløring kørte politiet ud til en hytte, der ligger på Sørbølfjellet i Flå kommune, hvor de rigtigt nok fandt kvinden død.

Da politiet ikke har haft mulighed for at afhøre den drabssigtede mand, ved man endnu ikke, hvad der er foregået i hytten. Politiet oplyser dog, at både den sigtede og afdøde begge er født i 1990'erne og er norske statsborgere. Ingen af de to var fra området, så politiet formoder, at de var på en hyttetur til den hytte, hvori kvinden blev fundet dræbt.

Kriminalteknikere har tirsdag arbejdet på stedet, og den afdøde kvinde skal obduceres på retsmedicinsk institut i Norge, oplyser Per Thomas Omholt.

Den drabssigtede mands advokat, Sindre Lovgaard, har ikke haft mulighed for at tale med sin klient endnu, siger han til Dagbladet.