En tidligere marinesoldat har fået 40 års fængsel for at stikke en kvinde til døde i Mississippi sidste år. Kvinden var transseksuel, og det var tilsyneladende for meget for marinesoldaten.

Manden, Dwanya Hickerson på 21 år, erklærede sig skyldig i drabet på Dee Whigham på et hotelværelse i St. Martin den 23. juli. Det skriver nypost.com.

Han skal også afsone 15 år for et røveri, men han kunne have fået en dødsstraf, hvis han var blevet retsforfulgt efter den oprindelige tiltale: Mord.

Mordet var meget blodigt. Dee Whigham, der blev 25 år, blev stukket hele 119 gange. Mange af sårene ramte hovedet, og hendes hals var skåret over tre gange.

Ifølge politiet viste en video Hickerson og Whigham gå ind på et værelse på Best Western Hotel omkring kl. 8.30. Hickerson ses forlade rummet alene med skjorten om sin nakke 23 minutter senere, rapporterer WLOX-TV. Før han forlod rummet, tog han et brusebad.

Dwanya Hickerson fortalte i retten, at han og Whigham havde snakket sammen online gennem et par måneder - men de havde aldrig mødtes før den dag. De havde aftalt at mødes, mens hun var i Biloxi med venner.

Han sagde, at Whigham samlede ham op, og de gik straks hen til det hotel, hvor Whigham boede. Efter at de havde haft en form for sex på hotelværelset, fortalte hun ham, at hun var en transseksuel kvinde.

»Jen mistede besindelsen. Jeg mistede den,« sagde han, og kunne bagefter ikke huske meget af, hvad der var foregået.

Dee Whighams mor, Vickie Blackney Whigham, kritiserede ikke overraskende Hickersons dom.

»Jeg synes, at dommen er et slag i ansigtet,« sagde hun. »Han får en chance for at se sin familie igen - og den chance får jeg ikke med mit barn.«