Den 50-årige svenske Melodi Grand Prix-vinder Carola Häggkvist fik i 2014 beskeden om, at der var fundet flere tumorer i hendes underliv. Det krævede en stor operation, og i den forbindelse er sangerinden kommet med en yderst ærlig - og privat - afsløring.

Det gør hun i onsdagens afsnit af det svenske program 'Renées brygga,' skriver Aftonbladet. Programmets vært vil gerne høre sangeren, hvordan hun egentlig har det.

Og her fortæller Carola Häggkvist, at de seneste par år har været hårde for hendes krop.

Det skyldes, at svenske læger i 2014 fandt mange tumorer, der dog var godartede, i hendes livmoder. Det har betydet, at den 50-årige sanger måtte igennem en omfattende operation i maven og underlivet, der resulterede i, at hun har fået fjernet en æggestok og sin livmoder.

Lægerne syntes dog, det var underligt, at hun ikke havde bemærket noget som helst.

»Lægerne spurgte: Jamen har du ikke kunnet mærke det, når du har haft sex? Men jeg havde faktisk ikke været i seng med nogen i 14 år. Jeg ventede på 'the man'. Det er muligt. Selvom du dater Kicken (den svenske trommeslager Christian Lundqvist, red.),« griner Carola Häagkvist i programmet.

Hun fortæller samtidig, at operationen har gjort, at hun ikke helt er i den form, hun gerne vil være i.

Den 50-årige sangerinde har haft stor succes i det svenske Melodi Grand Prix, som hun har vundet med sangene 'Främling' og 'Fångad av en stormvind.'

Sidstnævnte strøg helt til tops i 1991-udgaven af det europæiske Melodi Grand Prix.

Fra 1990 til 2000 var Carola Häggkvist gift med norske Runar Søgaard, og i november 2014 bekræftede hun, at hun havde fået en ny kæreste.

Efter at have holdt forholdet hemmeligt i flere måneder, blev det offentliggjort, at hun danner par med musikeren Jimmy Källqvist.

Carola Häggkvist har desuden sønnen Amadeus på 18 år og den sydsafrikanske adoptiv-datter Zoe på syv år.