Ganske kort efter Donald Trump havde løftet sin ene hånd og blev taget i ed som ny præsident, løb han ind i sin første uheldige episode.

Mens indsættelsesceremonien fredag fandt sted foran den amerikanske kongres på Capitol Hill i Washington D.C., skiftede Twitter-kontoen @POTUS (der står for 'President of the United States', red.) ejerskab.

Hvor det tidligere var den afgående præsident Barack Obama, man kunne følge, er det nu Donald Trump.

Der var bare ét problem.

Det billede, som Donald Trump havde valgt som sit coverbillede, viste en masse mennesker vifte med det amerikanske flag foran netop Capitol Hill. Det er i sig selv er ganske uskyldigt - hvis det ikke havde været fordi, at billedet slet ikke var fra Donald Trumps indsættelsesceremoni.

Billedet stammede derimod fra Barack Obamas indsættelse i 2009, hvor der også var væsentligt flere mennesker til stede til at overvære det.

Det fik efterfølgende blandt andet tv-showet Full Frontal til at gøre grin med Trump og photoshoppe et billede fra hans indsættelsesceremoni ind i stedet.

»Vi lagde mærke til, at du havde brugt et gammelt Obama-indsættelsesfoto som coverbillede. Så vi har løst det for dig,« skriver de til billedet.

Flere har kommenteret, at billedet kan have været noget, der 'blev tilbage', efter kontoen blev overdraget fra Obama til Trump. Men Obama havde et helt andet coverbillede, da han sad i Det Hvide Hus.

Torsdag så hans konto i hvert fald således ud:

Foto: Screendump
Vis mere

Der gik ikke lang tid, før Trump-lejren blev klar over, at folk var begyndt at kommentere 'billed-tyveriet'. Kort efter blev billedet derfor skiftet ud med et af det amerikanske flag.

Lørdag morgen dansk tid er billedet blevet skiftet ud igen. Nu ser Donald Trumps præsident-konto således ud:

Foto: Screendump
Vis mere

Donald Trump er nu USA's 45. præsident.