Fire kinesiske betjente har ifølge internationale nyhedsmedier erkendt, at de har skjult oplysninger i den celebre mordsag fra millionbyen Chongqing, der involverer hustruen til en tidligere toppolitiker. Hun er sammen med en kvindelig assistent anklaget for at have myrdet en britisk forretningsmand med gift i november 2011.

Sagen drejer sig om mordet på forretningsmanden Neil Heywood, der blandt andre omgikkes den kommunistiske partispids Bo Xilai, som på det tidspunkt var generalsekretær for kommunistpartiet i Chongqing, samt hans hustru Gu Kailai. Briten hjalp parret med at få deres søn ind på den eksklusive britiske kostskole Harrow, og senere blive optaget på Oxford University.

Både Gu Kailai samt hendes assistent Zhang Xiaojun har ifølge retsformanden i byen Hefei erkendt at have dræbt Neil Heywood på grund af økonomiske uoverensstemmelser.

Retssagen blev både indledt og afsluttet torsdag.

Fredag var turen kommet til fire betjente, som efter anklagerne havde holdt oplysninger om Gu Kailais involvering skjult. Også de blev fredag fremstillet i retten i Hefei og ifølge en talsmand for retten, Tang Yigan, har de fire indrømmet, at de forsøgte at skjule oplysninger i mordsagen.

De to tiltalte kvinder risikerer dødsstraf, men dommen mod både dem og de fire betjente afsiges først om nogen tid.

Sagen begyndte for alvor at rulle, da den tidligere politichef i Chongqing, Wang Lijun, som tidligere fungerede som Bo Xilais højre hånd, troppede op på det amerikanske konsulat i februar for at søge asyl.

Mens han opholdt sig på konsulatet, fortalte han hvad han vidste om mordet på Neil Heywood.

Bo Xilai, der ellers havde en stor fremtid i kommunistpartiets foran sig, blev kort efter fyret, og der er nu indledt en disciplinær sag mod ham internt i det kinesiske kommunistparti.