Det kinesiske kommunistparti har tidligt torsdag morgen dansk tid udnævnt Xi Jinping til ny generalsekretær for de næste fem år.

Med udnævnelsen får den 59-årige afgørende indflydelse på verdens andenstørste økonomi, og til marts ventes han at afløse den nuværende præsident Hu Jintao på præsidentposten.

Det kommer ikke som den store overraskelse, at netop Xi er blevet udpeget til ny leder ved det kommunistiske partis 18. kongres i hovedstaden Beijing. Han er blevet kørt i stilling til posten, som den almindelige kineser ikke har nogen indflydelse på, da Kina ikke vælger deres leder på demokratisk vis.

Efter sin udnævnelse lovede Xi ifølge Reuters at fortsætte med at reformere landet og åbne det op ud ad til. Samtidig indrømmede han, at partiet står over for en række centrale udfordringer - det har ikke nok føling med almindelige menneskers hverdag, lød det blandt andet.

Samtidig med udnævnelsen af Xi har de delegerede ved partikongressen udpeget syv personer til Den Stående Komité i Politbureauet. Det er det mest magtfulde politiske organ i Kina, og som ventet er andelen af medlemmer blevet skåret ned fra ni til syv. Det skal gøre det nemmere at finde fælles fodslag i en tid, hvor medlemmerne af Den Stående Komité skal håndtere alvorlige problemer om alt fra social uro internt i landet til Kinas rolle i den globale økonomi.

I de seneste 10 år har den nuværende præsident Hu Jintao, som i juni gæstede Danmark, stået i spidsen for Kina.