Europas mest kraftfulde eksportlokomotiv trækker Tysklands handelsoverskud op i rekord.

Berlin. Kina blev i 2016 for første gang Tysklands vigtigste handelspartner. Frankrig er fortsat nummer to, mens USA falder ned på tredjepladsen.

Det viser en opgørelse over Tysklands samhandel med udlandet, som det føderale statistikkontor offentliggør fredag.

Tysklands import fra og eksport til Kina steg til 170 milliarder euro sidste år. Og det er nok til at fortrænge USA som Tysklands største handelspartner.

I en kommentar til skiftet udtaler BGA, det store tyske eksportforbund:

- I betragtning af de protektionistiske planer hos USA's nye præsident kan man forvente en yderligere styrkelse af handelsforbindelserne mellem Tyskland og Kina.

Og den udvikling skal nok falde i god jord hos den tyske regering, som har sat sig som mål at værne om global frihandel, efter at USA's præsident, Donald Trump, har talt om at indføre importafgifter.

Tysklands vicekansler, Sigmar Gabriel, har således talt om, at EU måske burde fokusere mere på at udvide det økonomiske samarbejde med landene i Asien, hvis Trump gennemfører sine protektionistiske ideer.

I 2015 lykkedes det for første siden 1961 USA at fortrænge Frankrig som Tysklands tophandelspartner.

Frankrig er med en total handel med Tyskland på 167 milliarder euro i 2016 fortsat nummer to. USA er med 165 milliarder euro dumpet ned på tredjepladsen.

Ser man udelukkende på den tyske eksport, er USA fortsat den største aftager af produkter "Made in Germany". I 2016 indførte amerikanerne for omkring 107 milliarder euro fra Europas største økonomi.

Frankrig følger efter med 101 milliarder euro foran Storbritannien med 86 milliarder euro.

Briterne har også det største minus af alle lande i handlen med Tyskland, som eksporterede for mere end 50 milliarder euro end det indførte fra Storbritannien. Nogenlunde samme plus har Tyskland på handlen med USA.

Det betyder, at Storbritannien og USA står for cirka 40 procent af Tysklands rekordstore handelsoverskud i 2016 på knap 253 milliarder euro.

Udviklingen vil sandsynligvis få debatten om Tysklands store eksport, dets handelsoverskud og globale økonomiske ubalancer til at blusse op forud for et møde mellem finansministrene og centralbankcheferne fra G20-landene i Tyskland i marts.

/ritzau/Reuters