Tidligere FN-generalsekretær Kofi Annans fredsplan er den eneste vej frem mod en fredelig løsning i Syrien, mener Kina, der natten til mandag var med i Sikkerhedsrådets enstemmige fordømmelse af massakren i Houla.

Det fremgår af en erklæring fra det kinesiske udenrigsministeriums talsmand, Liu Weimin.

Ifølge Reuters er der dog tale om en skærpelse af tonen fra Kina over for Syriens regime, som Kina sammen med Rusland tidligere har holdt hånden over ved at nedlægge veto mod resolutioner, der vender sig mod præsident Assad.

Mandag sagde talsmanden, at Kina »fordømmer de grusomme drab« på civile«.

- Kina er dybt chokeret over det store antal civile ofre i Huola og fordømmer på det skarpeste de brutale drab på almindelige indbyggere, specielt kvinder og børn, lød det fra Liu Weimin.

Talsmanden undlod dog at lægge ansvaret for massakren, hvor 116 mænd, kvinder og børn blev dræbt, på Assad-regeringen.

- Begivenheden demonstrerer endnu en gang vigtigheden af, at volden skal indstilles med det samme, sagde den kinesiske talsmand, der også understregede, at Kofi Annans seks-punkts-plan er »vejen frem mod at reducere spændingerne i Syrien og at fremme en politisk løsning.

Kofi Annan ventes i dag at ankomme til Damaskus.