Kina er klar til at lempe etbarnspolitik

KINA: Kina vil begynde at lempe på sin strikse etbarnspolitik, og dermed tillade flere forældre at få to børn, allerede fra første kvartal af det nye år. Det oplyste landets familieplanlægningskommission ifølge Reuters mandag til det statslige nyhedsbureau Xinhua.

Lempelserne vil betyde, at par, hvor begge parter ikke har søskende, må få to børn.

Etbarnspolitikken blev indført for mere end tre årtier siden for at forhindre overbefolkning, men nu ulmer de demografiske problemer i Kina, da mængden af ældre vokser hastigt, mens arbejdsstyrken er skrumpet ind, og der samtidig er ulighed i kønsbalancen.

Der er ifølge Reuters 115 drenge per 100 piger i Kina.

Den kinesiske regering annoncerede i november, at politikken vil blive lempet, hvorved millioner vil kunne få mere end ét barn.

Myndighederne er nu ved at beregne antallet af par, der vil blive omfattet af lempelserne, før de specifikke bestemmelser bliver godkendt.

BNB