Kim Jong-un strammer sit magtgreb

Den nordkoreanske diktator Kim Jong-un har strammet sit magtgreb, og har nu fuld kontrol over både stat og militær.

Den nordkoreanske leder Kim Jong-un har i forvejen mange titler. Men nu kan manden, der i forvejen kan bryste sig af at være »geniet blandt genier« også kalde sig den øverstkommanderende af landets militær.

Dermed har Kim Jong-un opnået fuld kontrol med både staten og det militæret, den mest magtfulde nordkoreanske institution, der rummer flere millioner soldater.

Udnævnelsen kommer efter flere dages omstrukturering i militæret. Her er general Hyon Yong-chol i forvejen blevet udnævnt til næstkommanderende efter Kim Jong-un sammen med tre andre personer i hærledelsen.

Forandringerne beskrives af iagttagere som den unge diktators forsøg på at sætte sit eget aftryk på den regering, han arvede efter sin far, Kim Jong-il, der døde for syv måneder siden.

Også Kim Jong-il og dennes far, Kim Il-sung, var kendt for i perioder at luge ud i den øverste elite for derigennem at stramme grebet om magten.

Kim Jong-un, der menes at være sidst i 20erne, har ikke ændret Nordkoreas politik i forhold til omverdenen, men indadtil er der sket mindre, men ikke desto mindre opsigtsvækkende forandringer. Kort efter sin fars død, da den officielle sørgeperiode var ovre, blev den unge Kim set grine offentligt ved en militærparade. Og - til mange nordkoreaneres store chok - holdt han også en offentlig tale, hvilket aldrig skete i hans fars tid. De fleste nordkoreanere nåede aldrig at høre deres kære, og nu afdøde, leder tale.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her