NORDKOREA: Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har igen vist sig offentligt efter at have været mere eller mindre forsvundet fra søgelyset siden begyndelsen af september.

»Den Store Efterfølger« ses smilende og gestikulerende på forsiden af avisen Rodong Sinmun, skriver Reuters tirsdag. Billederne viser angiveligt den nordkoreanske diktator under et besøg ved et boligudviklingsområde, hvor han var omgivet af adskillige hjælpere, og han støttede sig selv med en sort stok.

Det er uklart, hvornår billederne præcist stammer fra, men det statslige nyhedsbureau KCNA bringer historien tirsdag, og begivenheden plejer at have fundet sted dagen forinden, skriver Reuters.

Årsagen til, at Kim Jong-un igen viser sig frem for omverdenen, er ifølge en nordkoreansk analytiker, at diktatoren gerne vil skabe ro i landet, efter der fredag blev udvekslet skud mellem Nordkorea og Sydkorea.

»Han er landets militære leder, og der var en militæraktion for nogle dage siden. Der har med al sandsynlighed bredt sig en uro både i den militære ledelse og i befolkningen, som er blevet bragt til ro ved, at Kim Jong-un har vist sig,« siger An Chan-il, der har tjent i den nordkoreanske hær men flygtede til Sydkorea i 1979, til Reuters.

Rygterne om Kim Jong-uns skrantende helbred har været tiltagende den seneste tid, fordi diktatoren de forgangne uger har undladt at deltage i flere vigtige regeringsmøder.

Reuters citerede forrige uge en kilde, der angiveligt har absolut indsigt i Nordkoreas øverste cirkler, for at sige, at Kim Jong-un i begyndelsen af september eller slutningen af august »kom til skade med sit knæ og ankel, fordi han er overvægtig«.

Det vides også med nogenlunde sikkerhed, at den nordkoreanske leder lider af gigt - formentlig podagra, der i folkemunde kaldes urinsyregigt. Ifølge avisen Daily Mail er det en sygdom, som Kim Jong-un har arvet fra sin far og farfar, og som både skyldes usund livsstil og gener.

Det er kendt, at Kim Jong-un, der har taget kraftigt på det seneste års tid, er glad for importerede luksusvarer, der er helt uden for almindelige nordkoreaneres rækkevidde. Blandt den nordkoreanske befolkning er underernæring et af de største problemer.

Flere eksperter har udover sundhedsproblemerne også peget på, at der er en igangværende magtkamp inden for det nordkoreanske militær, som »Den Store Efterfølger« kæmper for at kvæle.