Fransk politi efterforsker Le Pens højre hånd i sag om muligt misbrug af EU-midler, siger retskilde.

Paris. Marine Le Pens kontorchef er blevet sigtet i en sag, om hvorvidt den franske præsidentkandidat uretmæssigt har fået udbetalt store beløb fra EU-Parlamentet.

Det oplyser en kilde i det franske retsvæsen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere på dagen afhørte fransk politi både den nu sigtede kontorchef, Catherine Griset, og Le Pens livvagt Thierry Legier, siger kilden.

Livvagten er ikke sigtet i sagen.

EU's svindelkontor, Olaf, mistænker Le Pen for at have brugt penge fra EU-Parlamentet til at betale sin livvagt. Han skulle have fået en løn svarende til 309.000 kroner for tre måneders arbejde.

Ifølge EU's svindelkontor har Le Pen hævdet, at livvagten var hendes parlamentariske assistent, skriver France24.

Den franske præsidentkandidat beskyldes for at have indgået en lignende kontrakt for Catherine Griset, der arbejder på Le Pens kontor i Frankrig.

Griset har over en periode på fem år fået udbetalt et beløb, der svarer til knap 2,2 millioner kroner.

EU's svindelkontor mener, at de to assistenter var ansat i Le Pens parti.

EU-reglerne fastslår, at de EU-midler, europaparlamentarikerne har adgang til, kun må bruges til at aflønne medarbejdere, der er ansat i parlamentet i Bruxelles.

Front National-lederen har flere gange afvist alle beskyldninger. Hun mener, at hun er offer for en smædekampagne, to måneder inden franskmændene skal vælge ny præsident.

Le Pen er ikke den eneste franske præsidentkandidat, der er præget af en skandale om ansættelsesforhold.

Ifølge den franske ugeavis Le Canard Enchainé har den konservative kandidat François Fillon haft sin kone ansat på det offentliges regning. Det skete angiveligt, uden at hun reelt udførte arbejdsopgaver for ham.

/ritzau/