Det er ikke kun i Danmark, at forældre kan blive så uenige om forældremyndigheden over deres børn, at de griber til voldsomme metoder for at få mere tid med dem. Det sker også i USA. For 12 år siden kidnappede Dara Llorens sin fire-årige datter Sabrina Allen, fordi faderen havde fået forældremyndigheden.

Siden da har mange mennesker ledt efter Dara Llorens og den lille lyshårede pige, men ingen kunne finde dem. Indtil i går. Da blev moderen og den nu 17-årige pige lokaliseret i Mexico, og mexikansk og amerikansk politi kunne sammen slå til mod Dara Llorens. Det skriver Aftonbladet.

Moderen har formået at skjule sin datter siden dengang i 2002, hvor hun bortførte hende fra familiens hjem i Texas, men nu er den unge pige blevet genforenet med sin far.

- Jeg er overlykkelig for, at Sabrina er blevet fundet i live og nu er i sikkerhed. Hele familien vil gerne takke dem, som har gjort dette muligt, siger faderen Greg Allen i følge Aftonbladet til ABC-kanalen KVUE.

Dara Llorens er ifølge avisen blevet sigtet for grov kidnapning og frihedberøvelse af sin datter.