.

Foreløbig ingen udsigt til det, der betegnes som en humanitær våbenhvile, efter at Israels sikkerhedskabinet har afvist den amerikanske udenrigsminister John Kerrys forslag

ISRAEL: Et enigt israelsk sikkerhedskabinet har fredag aften sagt nej til at indgå en våbenhvile med Hamas i Gazastriben.

Ifølge Reuters er der ikke indrømmelser nok for israelerne i det forslag, som den amerikanske udenrigsminister John Kerry har arbejdet på at få gennemført.

Kerry har arbejdet intenst under møder i Israel og Egypten sammen med egyptiske repræsentanter og FNs generalsekretær Ban Ki-moon på at få parterne til at indstille fjendtlighederne i den mere end to uger lange konflikt, men fredag aften sagde israelerne nej på det foreliggende grundlag.

Hamas har endnu ikke svaret på, om bevægelsen er indstillet på at indgå en våbenhvile, hvis hovedpunkter ifølge internationale medier er, at der skal etableres en ugelang såkaldt humanitær våbenhvile, der skal efterfølges af en formel forhandling om Gazastribens fremtid.

John Kerry havde stillet det ultimatum, at parterne skulle svare fredag, og han ventes senere fredag aften at komme med en erklæring om situationen.

Det israelske nej kommer ikke som en overraskelse, men kommer på et tidspunkt, hvor dødstallene i Gaza har rundet 800 dræbte, og hvor israelerne har mistet 36 i konflikten.

Hamas har endnu ikke svaret på, om bevægelsen er parat til en våbenhvile, men Hamas’ politiske chef, Khaled Meshaal, var tidligere på ugen ikke afvisende overfor en humanitær våbenhvile.

Den israelske afvisning kommer også som afslutning på en dag, hvor urolighederne bredte sig til Vestbredden, og hvor fem palæstinensere blev dræbt under sammenstød med israelske sikkerhedsstyrker.

Øjenvidner fortæller, at en bosætter skød og dræbte én person og sårede tre andre i nærheden af byen Nablus. Skudofrene gik ifølge Reuters på en gade, som både benyttes af palæstinensere og israelere.

Samtidig blev en person dræbt under sammenstød mellem israelske soldater og unge palæstinensere, der kastede med benzinbomber og fyrværkeri mod soldaterne. En fotograf fra Reuters så en palæstinensisk mand blive skudt og dræbt.

En fjerde palæstinenser blev dræbt under lignende sammenstød i Beit Ummar nær byen Hebron, siger hospitalskilder til Reuters. Senere blev endnu en palæstinensisk mand dræbt.