AFGHANISTAN: USAs udenrigsminister John Kerry, der fredag ankom til Kabul for at medvirke til en løsning af konflikten mellem de to præsidentkandidater, Abdullah Abdullah og Ashraf Ghani, fortsætter lørdag sine drøftelser med dem og med præsident Hamid Karzai.

Den politiske situation i Afghanistan er gået i hårdknude, fordi Abdullah Abdullah ikke vil anerkende, at valgsejren i præsidentvalget med al sandsynlighed går til Ashraf Ghani.

Abdullah Abdullah beskylder Ghani for valgsvindel og har truet med at danne en såkaldt »parallelregering«.

Ifølge Reuters, der citerer en amerikansk embedsmand i Kerrys følge, kom der intet konkret ud af fredagens drøftelser om at danne en bred regering i landet.

BNB