Sagen om australske Schapelle Corby, der i 2004 blev dømt for hashsmugling på Bali, har fået stor medieomtale.

Bali. Den kendte hashsmugler Schapelle Corby kan lørdag vende tilbage til Australien, 12 år efter hun blev dømt for narkosmugling.

Den australske kvinde blev anholdt for narkosmugling i 2004 på Bali og idømt 20 års fængsel i 2005.

Siden har hendes historie fået stor medieopmærksomhed. Der er blandt andet skrevet flere bøger om hende og lavet en miniserie.

Corby blev løsladt i 2014, men som i led i prøveløsladelsen har hun ikke måttet forlade Bali før nu.

Dommen på 20 års fængsel fik hun for at forsøge at smugle 4,2 kilo hash ind på den indonesiske ferieø.

Den 39-årige australier har dog igen og igen fastholdt sin uskyld, og hendes historie har mødt meget sympati i hjemlandet, Australien.

Billedet af kvinden ser dog anderledes ud i Indonesien, hvor mange ser Schapelle Corby som en gemen kriminel, der har brudt landets strenge love om narkotika.

Den australske presse og andre udenlandske medier er lørdag massivt til stede uden for Schapelle Corbys villa i området Kuta på Bali. Her venter hun på endelig at få lov til at komme afsted senere på dagen.

Indonesisk politi har sat 100 betjente af til at sikre den australske kvindes tur fra hendes villa til lufthavnen.

Hun forventes at flyve ud fra Bali omkring klokken 15 dansk tid.

/ritzau/AFP