Christopher Chaney stjal og videresendte nøgenbilleder af Hollywood-stjerner. Nu risikerer han 60 års fængsel.

En 35-årig mand fra Florida har erkendt, at han hackede sig ind i e-mail-konti tilhørende berømtheder som Scarlett Johansson og Mila Kunis, hvorefter han stjal og videresendte intime billeder af dem. Efter eget udsagn lykkedes det ham at få adgang til i alt 50 kendtes e-mail, skriver Reuters.

Christopher Chaney, der blev anholdt i oktober efter en 11 måneder lang FBI-efterforskning, erklærede sig mandag skyldig i retten i Los Angeles og kan få op til 60 års fængsel, når dommen falder i juli. Chaney er blandt andet sigtet for uautoriseret computeradgang og ulovlig aflytning.

Hans aktiviteter betød, at diverse gossip-hjemmesider bragte billeder af en nøgen Scarlett Johansson og Mila Kunis - kendt fra den Oscar-vindende film »Black Swan« - i boblebad.

Christopher Chaney erkendte, at han sendte mange af billederne og andre personlige data, som han stjal fra berømthederne, videre til en anden hacker og to hjemmesider inden for underholdningsverdenen.

- Dagens tilståelse kaster et klart lys på en mørk underverden af computer-hackning, fortæller statsanklageren André Birotte Jr, ifølge Reuters og tilføjer:

- Sagen demonstrerer, at alle, selv offentlige personer, bør tage forbehold med henblik på at beskytte deres personlige data fra hackere.