Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Mindst 36 personer er blevet dræbt ved angrebet mod Atatürk lufthavn i Istanbul. Det fortæller Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim. Få af de tilskadekomne befinder sig ifølge premierministeren i kritisk tilstand. Justitsminister Bekir Bozdag har sagt, at der er 147 sårede.

Det meddeler tv-stationen Haberturk ifølge Reuters.

Tidligere på aftenen kunne tyrkiets justitsminister bekræfte, at der var tale om en selvmordsbombemand.

- Ifølge de oplysninger jeg har modtaget, åbnede en terrorist ild med en kalasjnikov ved indgangen til Atatürk Lufthavns internationale terminal og sprængte derpå sig selv i luften, sagde ministeren i en meddelelse til parlamentet.

Reuters citerer unavngivne embedsmænd for oplysninger om, at to personer sprængte sig selv i luften inden lufthavnens sikkerhedstjek. En anden kilde oplyser til tv-stationen CNN Türk, at tyrkisk politi skød mod de formodede selvmordsbombemænd i et forgæves forsøg på at uskadeliggøre dem, inden de detonerede deres bomber.

Et øjenvidne siger ifølge den amerikanske tv-station NBC, at han så en betjent tvinge en af gerningsmændene ned på gulvet i lufthavnen, hvorpå bombemanden udløste sine sprængstoffer.

Ifølge CNN Türks oplysninger skete eksplosionerne i ankomsthallen.

Vidner siger til tyrkiske medier, at der også er blevet skudt ved lufthavnens parkeringsplads.

Der er sendt et stort antal politifolk og ambulancer til stedet. Ifølge CNN Türk fragter mindst et halvt hundrede ambulancer de sårede til behandling.

Artiklen fortsætter under billedet:

Atatürk lufthavn i Istanbul efter angrebet tirsdag aften dansk tid.
Atatürk lufthavn i Istanbul efter angrebet tirsdag aften dansk tid. Foto: OZAN KOSE
Vis mere

Tv-billeder viser omfattende ødelæggelser og sårede mennesker, der bæres ud af bygningerne.

Øjenvidner oplyser til CNN Türk, at et stort antal taxier gik i gang med at fragte sårede væk fra stedet, umiddelbart efter at bragene havde lydt.

Ingen gruppe har endnu taget skylden for angrebet, men tyrkiske politikilder siger ifølge nyhedsbureauet Dogan, at mistanken umiddelbart retter sig mod Islamisk Stat.

En tyrkisk embedsmand siger derimod, at det er for tidligt at sige, om der er forbindelse til den yderliggående gruppe.

I de seneste måneder er sikkerheden blevet skærpet i den tyrkiske millionby efter flere bombeangreb, som enten Islamisk Stat eller militante kurdiske grupper menes at stå bag.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har holdt krisemøde med landets premierminister, Binali Yildırim, meddeler tyrkiske medier.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, er informeret om angrebet, siger Det Hvide Hus.

USA's justitsminister, Loretta Lynch, sagde kort forinden, at amerikanerne følger sagen tæt.

Atatürk lufthavn i Istanbul natten til onsdag.
Atatürk lufthavn i Istanbul natten til onsdag. Foto: OSMAN ORSAL
Vis mere

/ritzau/Reuters