Da en passager på første klasse forleden forsøgte at åbne en nøddør om bord på et fly på vej fra Seattle til Beijing, så besætningsmedlemmer sig nødt til at slå ham oven i hovedet med to vinflasker for at få ham til at stoppe.

Det skriver flere medier - blandt andet CNN og Telegraph.

Den unge passager på 23 år blev anholdt, efter flyet fra Delta Airlines blev nødt til at vende om i luften og flyve tilbage til Seattle-Tacoma International Airport.

Hele hændelsen begyndte omkring en time efter, at flyet med 210 passagerer og 11 besætningsmedlemmer om bord var lettet af den amerikanske lufthavn. Der forsøgte passageren af uvisse årsager pludselig at åbne den forreste dør på højre side af flyet nær cockpittet.

To besætningsmedlemmer forsøgte at få manden til at stoppe, men han skubbede dem begge væk og genoptog sit forsøg med at åbne døren.

Det lykkedes angiveligt manden at få håndtaget til døren drejet halvvejs. Fordi flyet befandt sig højt oppe, kunne døren ikke åbnes, mens hvis flyet havde befundet sig lavere i luften, kunne døren muligvis være blevet åbnet, lyder det ifølge CNN i politianklagen mod manden.

De to besætningsmedlemmer, der havde forsøgt at stoppe manden, signalerede til flere passagerer, at de havde brug for hjælp. Mens de endnu engang forsøgte at forhindre ham i at åbne døren, blev et af besætningsmedlemmerne slået to gange i ansigtet, mens manden ramte en passager med en vinflaske.

Derefter forsøgte han for tredje gang at åbne døren.

Mens kampen mellem manden og besætningsmedlemmerne forsatte, tog en af besætningsmedlemmerne fat i to vinflasker og slog dem ned over hovedet på manden. En af flaskerne blev knust, skriver CNN.

'Manden syntes ikke at være påvirket af slaget fra den fulde, et-liters flaske med rødvin, og i stedet råbte han: 'Ved du, hvem jeg er?, eller noget lignende', fremgår det af anklagen mod ham.

Til sidst lykkedes det flere passagerer og besætningsmedlemmer at overmande den 23-årige og binde hans hænder fast.

Han forblev angiveligt 'meget aggressiv' resten af turen tilbage til Seattle, hvor han blev anholdt.