KØB PLUS!

Kampusch taler ud om 3096 dage som kælder-slave

Natascha Kampusch har et ambivalent forhold til det overfladiske. På den ene side er det ikke noget, hun bryder sig om.

- På den anden siden imponerer og fascinerer overfladiske mennesker mig. Jeg ville ønske, at jeg selv kunne leve med større lethed. Jeg vil gerne have det overfladiske tilbage i mit liv, siger Natascha Kampusch.

Hun sidder i en suite på et hotel i København. Hun er blevet ’stylet’ og er til at begynde med omgivet af blandt andre en personlig assistent, en pressemedarbejder og sin danske redaktør. Setuppet er en feteret filmdiva værdigt. Men på sofabordet vidner bogen ’3096 dage’ om, at hendes navn og ansigt er verdenskendt, fordi hun har gennemlevet et mareridt – ikke realiseret en drøm.

I ’3096 dage’, som netop er udkommet på dansk, fortæller Natascha Kampusch historien om den ti år gamle pige, som i 1998 bliver kidnappet og tilbringer de næste otte et halvt år i fangenskab, hvor hun bliver mishandlet og sultet, indtil hun flygter en sensommerdag i 2006.

Natascha Kampuschs selvbiografiske beretning udkom på tysk i efteråret efter flere udgivelser om sagen, som er blevet til uden hendes medvirken – blandt andet ’Pigen i kælderen: Natascha Kampusch’ af Allan Hall og Michael Leidig, som hun har taget kraftigt afstand fra. Også hendes mor har i samarbejde med to journalister skrevet en bog med titlen ’Desperate år – mit liv uden Natascha’.

Først fri nu

Med ’3096 dage’ ønsker Natascha Kampusch at gen-erobre sin egen historie og forsøge at afslutte det hidtil mørkeste kapitel i sit liv. Følelsesmæssigt har det været en anstrengende, men også berigende opgave.

- Arbejdet med bogen har fået mig til at indse, at jeg ikke længere er den person, som jeg var dengang. Det har hjulpet mig til at begynde forfra. Jeg har også forstået, hvorfor andre mennesker er blevet så berørte af min historie. Det kunne jeg ikke helt forstå tidligere. Men på afstand kan jeg se, hvor forfærdelig den i virkeligheden er, siger Natascha Kampusch, som føler, at det har givet hende en ny frihed at sætte ord på sine oplevelser.

Hun afslutter ’3096 dage’ med at skrive:

- Jeg har overlevet fangenskabet i fangehullet, befriet mig selv og er stadig rank. Jeg ved, at jeg også kan klare livet i frihed. Og denne frihed begynder først nu, fire år efter den 23. august 2006. Først nu kan jeg med disse linjer sætte punktum og virkelig sige: Jeg er fri.

Men følelsen af frihed er meget flygtig.

- Nogle gange føler jeg mig fri, andre gange ufri. Men sådan er det vel for alle mennesker, siger Natascha Kampusch.

Da Natascha Kampusch 18 år gammel flygter fra sin kidnapper, genvinder sin frihed og møder verden, er den offentlige interesse for hendes historie så intens, at hun havner i et nyt fængsel.

Adskillige mennesker råder hende til at skifte identitet og gå under jorden i stedet for at tone frem på tv-skærmen, hvor hun stiller op til et interview få uger efter befrielsen. Men Natascha Kampusch nægtede at give afkald på sin identitet.

- Jeg ville ikke kunne skifte navn. Jeg befriede mig selv for at få lov til at være mig selv. Gerningsmanden forsøgte at fratage mig mit navn og min identitet. Hvis jeg skiftede navn, ville det på et eller andet plan være en opfyldelse af hans hensigt, fortæller Natascha Kampusch, som efter halvandet år i fangenskab bliver beordret til at finde et nyt navn til sig selv.

- Du er ikke Natascha mere. Du tilhører mig nu, siger gerningsmanden til den kidnappede pige, som i de næste syv år bliver kaldt Bibiana.

I dag har hun ikke fortrudt beslutningen om at møde verden med sit navn og sit ansigt.

- Jeg er stadig glad for, at jeg ikke skiftede identitet. Jeg ville betragte det som om, at jeg havde givet op. Jeg forsøger derimod at styrke min identitet. Det er en af de ting, jeg har arbejdet meget med gennem psykoterapi, fortæller Natascha Kampusch, som mener, at det i øvrigt ville have været umuligt for hende at gemme sig.

- Folk kendte jo min familie, som jeg ville have kontakt med. Jeg ville være blevet fundet den vej, siger hun.

Natascha Kampusch presser ofte læberne sammen, så de næsten bliver usynlige. Ordene bliver holdt inde i munden, før de behersket bliver sluppet fri. Natascha Kampusch er professionel. Hun har givet mange interview og er vant til at tale med vildt fremmede om sin historie. Men da hun taler om spørgsmålet om identitet, bliver hun berørt. Stemmen bliver påvirket, og hun blinker igen og igen for at holde øjnene under kontrol.

Socialt svært

Ét er at være sig selv. Noget andet er at være noget andet end alle andre mennesker. Natascha Kampusch kunne ikke spejle sig selv i sine jævnaldrende, da hun igen var fri til at leve blandt andre mennesker, og hun har stadig svært ved at skabe nære forhold.

- Jeg har haft svært ved at vænne mig til, at det ikke har været let at etablere fællesskaber med andre mennesker. Jeg håber, at det bliver nemmere med årene, når mine jævnaldrende får flere forskellige livserfaringer og også flere negative livsoplevelser, siger Natascha Kampusch, der mener, at folk som 18-årige i høj grad står i den samme livssituation. De er lige kommet ud af skolen. Mange har de samme interesser. Livet er let, fordi de er unge, sunde, selvsikre og har en nærmest arrogant tilgang til livet.

- Men så bliver den ene millionær og den anden tigger. Jo ældre vi bliver, des flere livserfaringer får vi, og så tror jeg, at mine jævnaldrende vil have nemmere ved at forstå mig, selvom jeg har en meget speciel og voldsom baggrund, siger Natascha Kampusch.

Det er underligt at møde Natascha Kampusch. Scener fra ’3096 dage’ finder vej ind i tankerne, selvom hun stille og roligt sidder og fortæller om sit liv.

Denne unge kvinde, som er under uddannelse til guldsmed, måske vil læse psykologi og som interesserer sig for mode og fotografi, har været husslave for en psykisk syg mand og er blevet gennembanket igen og igen. Hun er blevet nægtet mad i så lange perioder, at hun har været på sultedødens rand, og hun har været så desperat, at hun under fangenskabet flere gange forsøgte at begå selvmord. Blandt andet ved at antænde en brand i sin betoncelle i Wolfgang Priklopils kælder.

- Jeg oplever en stor usikkerhed fra andre menneskers side. De ved ikke, hvordan de skal omgås mig. Folk overdriver deres reaktioner ved enten at være overdrevent venlige eller overdrevent uvenlige. Jeg tror, at de uvenlige ikke vil erkende, at dét, der er sket mig, kan ske. De vil ikke have deres livssyn rystet, så de vil ikke have noget med det at gøre. De vil ikke vide mere, siger Natascha Kampusch, som ikke forventer, at andre mennesker kan forstå hende.

- Jeg må selv prøve at nærme mig folk og gøre min historie forståelig for dem.

Onde tilråb

I begyndelsen af sit frie liv følte Natascha Kampusch sig stærk, fordi det var lykkedes hende at befri sig selv.

- Men efterhånden blev jeg skuffet og følte mig modløs. Især andre folks reaktioner gik mig på. Fremmede mennesker på gaden hviskede ondsindet bag min ryg og grinede ad mig. De har råbt: ’Tilbage til kælderen’. Jeg er blevet beskyldt for at lyve. Min mor er blevet beskyldt for at aflevere mig til gerningsmanden. Jeg er blevet beskyldt for at have slået gerningsmanden ihjel. Min sag er blevet udnyttet i politiske sammenhænge, fortæller Natascha Kampusch, som mener, at de negative reaktioner kommer fra mennesker fra dårlige liv, som søger en ventil og træder på hende for selv at føle sig stærke.

Natascha Kampusch blev også forfulgt af især den tyske og østrigske presse. Medieforskere udpeger hendes sag til at være den første sag, hvor pressen gav los og glemte alt om etiske hensyn. Spekulationerne og digteriet har været markant.

- I dag har journalisterne ændret deres tilgang til mig, fordi jeg har været meget tydelig angående mine grænser. Men der vil altid være nogle, som laver journalistisk med et vist eventyrpræg, siger Natascha Kampusch.

Natascha Kampusch vil aldrig kunne lægge sin frygtelige fortid bag sig. Hun vil altid være pigen fra kælderen, og hvis hun får børn, vil de være Natascha Kampuschs børn.

- Min historie vil altid stå skrevet i min pande. Den vil altid følge mig. Jeg tænker på den hver gang, jeg ser et barn på gaden. Og hvis jeg selv får børn engang, så vil historien få ny næring. Selvom jeg engang når til et punkt, hvor jeg ikke længere går og tænker på det hele tiden, så vil der altid sidde en følelse i mig. En følelse af usikkerhed, siger Natascha Kampusch.

En almindeligt liv, hvor ubekymrethed i perioder er en selvfølgelighed, regner Natascha Kampusch aldrig med at få. Hendes indre er blevet rystet for meget.

- Det er som mennesker, der har oplevet en krig eller noget andet traumatisk. De vil heller aldrig kunne gå på indkøb uden at føle sig urolige. Nøjagtig sådan vil det formodentlig også altid være med mig.

Læs også: